ZIRKON – DEN OVERSETE SMYKKESTEN

Zirkonen er et af de ældste mineraler på jorden. Den er fundet i klippefragmenter i Australien, som
er 4,5 milliarder år.

Desværre forbinder mange fejlagtigt de naturlige zirkoner med ”syntetisk kubisk zirkonia” / ”Cubic
Zirkonia”, også forkortet CZ.

Zirkoner klassificeres af gemmologer som lav, middel og høj, afhængig af den gradvise
nedbrydning af dens krystalstruktur, der skyldes radioaktiv påvirkning under dannelsen. Alle tre
betegnes dog – uanset deres art – som zirkon.

Høje eller middel zirkoner har den fulde krystalstruktur med ringe eller ingen skade fra radioaktive
elementer. De har derfor mineralets normale fysiske og optiske egenskaber.
Mellem zirkonerne fået strukturelle skader; de har desuden fysiske og optiske egenskaber, der ligger
mellem de høje og lave typer.

Kraftig bestråling fra radioaktive elementer resulterer i lave zirkoner, med meget lavere optiske og
fysiske egenskaber. I ekstreme tilfælde er de praktisk talt amorfe, uden en ordnet krystalstruktur.

Næsten alle zirkoner, der fattes i smykker, er af høj type. I de høje zirkoner er dobbeltbrydningen så
kraftig, at den kan ses med en lup. Set gennem tavlen, ofte i en lidt skrå retning, vil bagfacetterne
fremstå dobbelt.

Trods sin hårdhed skal zirkoner behandles forsigtigt. De skal ikke fattes for udsat, da de forholdsvis
let kan få afstødte facetkanter.
Varmebehandling: Ved høj temperatur kan stenens beskadigede krystalstruktur i nogen grad
”repareres”. Næsten alle farveløse zirkoner er varmebehandlede.
Blå zirkoner forekommer ikke i naturen. En speciel brun type zirkon fra Cambodia får sin blå farve
efter opvarmning.

Bemærk de dobbelte facetkanter og den afstødte kulette og facetkant på overdelen.